Din ven kan være heks

Din ven kan være heks

2. maj 2012 kl. 03:57 1 kommentar

Hekse i nutidens Danmark holder deres gerning hemmelig – og hver fjerde er formentlig en mand. Det viser en ny stor undersøgelse.

Der findes omkring 500 hekse i nutidens Danmark. Blandt andet heksen Maja Calendula, der her vandrer rundt i skoven for at indsamle urter og bær (Foto: Anne Mia Steno)

Din studiekammerat eller kollega kan i al hemmelighed være heks.

I Danmark findes hundredevis af hekse, som i dagtimerne arbejder inden for så forskellige fag som tømrer, sygeplejerske, studerende eller fængselsfunktionær. Men i deres fritid mødes de i heksecirkler og udøver magi.

Det viser en stor antropologisk undersøgelse af voksne, nutidige danske hekse.

»Det er meget muligt, at folk kender en heks uden at vide det. Det interessante i undersøgelsen har været at se, at heksene både kan være mænd og kvinder, og at de kommer fra så forskellige erhverv,« siger forskningsassistent ved Dansk Folkemindesamling, Anne Mia Steno, som står bag undersøgelsen.

Mange af heksene holder deres gerning hemmelig, fordi de frygter at blive stemplet af vennerne. De ved, at magiske ritualer på fuldmåne-oplyste galgebakker ikke bliver ikke opfattet som normal adfærd.

Nogle hekse er shamaner

Fakta

De danske hekse har ikke en egentlig organisation. Enten er de organiseret i mindre hekse-cirkler, der tæller op til en håndfuld hekse. Eller også er de hekse på egen hånd.

Vil heksene kommunikere med ligesindede, sker det gerne på internet-fora. For eksempel:

Hedningene.dk

Troldmosehus.dk

Den nye undersøgelse viser, at de danske hekse er meget forskellige. De findes i alle andersgrupper, og hver især definerer de deres eget verdensbillede. Der findes for eksempel køkkenhekse, urtehekse, eklektiske hekse og asatro hekse.

De er da også kommet ind i hekse-miljøet ad forskellige veje:

  • Nogle hekse er optaget af det alternative – clairvoyance og healing – og lever endda af at udføre det.
  • Andre kommer i Asa- og Vanetrossamfundet, der tror på Odin, Thor og resten af de gamle nordiske guder.
  • Mange har tidligere haft tilknytning til naturreligioner og shamanisme.
  • Og så er der den største gruppe, der føler en særlig tilknytning til naturen.

»Det er svært at sætte et præcist tal på, hvor mange hekse der er i Danmark. Der findes ikke nogen officiel trosretning med en fast organisation. Et bud kan derfor kun basere sig på registreringer af internetaktiviteter, deltagelse i sommerlejre og interview med nutidshekse.«

»På den baggrund vil jeg sige, at der er omkring 500 hekse i Danmark. Og jeg vil vurdere, at 20-30 procent af dem er mænd,« siger Anne Mia Steno, som i forbindelse med undersøgelsen har været en del af heksemiljøet i seks måneder.

Hekse kan ændre verden med tankens kraft

Anne Mia Steno har i sin undersøgelse fokuseret på, hvordan de moderne hekse bruger magi. Mange hekse mener, at de ved hjælp af magi kan påvirke og ændre deres omverden – og dem selv. For eksempel ved at:

  • lave kærlighedsmagi og på den måde knytte et andet menneske til sig – det forudsætter dog, at det andet menneske har lyst til at blive indfanget – eller
  • påvirke ansættelsesudvalg på en arbejdsplads til at ansætte en særlig person

De syv porte til dødsriget kan man markere med noget så hverdagsagtigt som syltetøjsglas. (Foto: Anne Mia Steno)

»Heksene mener, at alt i vores omverden indeholder energi – luften, jorden, stenene osv. Via magi kan man ’bøje’ – altså påvirke – den energi for at bruge den med et formål for øje,« fortæller Anne Mia Steno.

De fleste hekse mener, at de alene med tankens kraft kan bøje energien. At påkalde en gud eller lave et ritual er altså ikke nødvendigt, hvis magien skal virke.

»Så når de udfører ritualer ved fuldmåne, er det for at fokusere tanken – og på den måde gøre magien stærkere. S selve ritualet er egentlig ikke det magiske,« fortæller Anne Mia Steno.

Månegudindens symbol i panden

En efterårsnat i 2011 deltog Anne Mia Steno selv i et hekseritual i anledning af heksesabbatten ’Mabon’. Det viste sig, at ritualet skulle åbne de syv porte til dødsriget.

Seancen foregik om natten sammen med tre hekse ved navn Hexe Hedenlil, Nanna StoneChild og Maja Calendula. De var samlet ved en hytte i en svensk skov.

Fakta

Fra USA kommer heksereligionen Wicca – som ifølge religionens bagmand Gerald Gardner bygger på hekse-ritualer, der er årtusinder gamle. Den religion bekender nogle danske hekse sig til.

Men de fleste er enten inspireret af shaman-ritualer og naturreligioner eller troen på de gamle nordiske guder – asa-troen.

Heksene stod nøgne på de kolde efterårsblade. I deres pander var malet en sort halvmåne – månegudindens symbol.

Det var midnat, og lyset fra fuldmånen gjorde det muligt at se, da heksene iførte sig syv rituelle smykker. Der var fingerringe, armbånd, lændeklæder, kranse og halskæder. Og de var syet sammen af skovens blomster, grene og bær.

Lys symboliserer dødsrigets porte

Heksene gik sammen ud til en pløjemark, hvor de på forhånd havde lavet en rute. Den var markeret med syv syltetøjsglas, hvori levende lys blafrede.

De tre hekse og Anne Mia Steno begav sig ud på ruten. Hvert lys symboliserede en af dødsrigets syv porte. Når heksene gik forbi et lys, lagde de et smykke.

»For hver gang heksene lagde et smykke, lagde de også nogle af deres problematiske følelser ned i dødsriget. Heksene mener, at mennesker følger naturens cyklus. Vi kan derfor lægge bestemte følelser ’i dvale’ sammen med efterårets blade.«

I 1400-tallet ville man helst ikke være kendt som heks. Kirken mente, at man ved at torturere hekse kunne afsløre, om kvinder (eller mænd) stod i ledtog med Satan. I dag er det noget andet. Heksene vælger selv at kalde sig for hekse. (Tegning: Ukendt kunstner)

»Når det bliver forår, vil problemerne vokse frem igen – men til den tid har heksene udviklet sig personligt, og derfor vil de være bedre rustet til at håndtere dem på en anden måde,« siger Anne Mia Steno.

Nøgenhed flytter heksen til et andet rum

Til sidst endte heksene på en ritualplads, hvor der var malet et stort pentagram i skovbunden. De begyndte at danse en trommedans og hyle mod Månen.

Da det berusende ritual var overstået, dækkede de deres nøgne kroppe med kapper og gik tilbage til skovhytten.

»Heksene skaber en anden tid og et andet rum, når de laver deres ritualer. Det er også derfor, de er nøgne under Mabon-ritalet.«

»Når heksene er nøgne, mærker de naturen stærkere. De føler en større nærhed til naturen og kommer på den måde ind i et rum, hvor nøgenhed ikke er forbundet med skam eller seksualitet. I stedet bliver de en del af naturen og et spirituelt fællesskab,« fortæller Anne Mia Steno.

Hekse vil ændre verden via magi

Fakta

Heksene har særlige heksenavne, der siger noget om deres person.

For eksempel har ’Nanna StoneChild’ en særlig forbindelse til sten. Og ’Monika Lilleulv’ har ulven som såkaldt kraftdyr.

Der er forskellige grunde til, at moderne danskere bliver hekse:

  • De ønsker at leve i større pagt med naturen
  • De vil ændre sig selv – for eksempel ved at ’begrave’ deres problemer som i sabbat-ritualet
  • De vil ændre den uoverskuelige verden, de har omkring sig, ved hjælp af magi

»Det er meget vigtigt for heksene at leve tættere på naturen – at leve i cyklus med naturen. På den måde tager de afstand fra særlige elementer i det moderne samfund: alt går hurtigt, alt gøres op i penge og vi skal hele tiden se fjernsyn.«

»Men jeg tror faktisk, de fleste hekse bliver hekse, fordi de så kan påvirke omverdenen og sig selv via magi. Mange hekse taler om, at de selv får mulighed for at påvirke deres eget liv – i de klassiske religioner er du derimod afhængig af, at en gud vil ændre tingene for dig,« fortæller Anne Mia Steno.

Magi ligger i en gråzone

Heksene mener, at deres magi kan have meget store konsekvenser for deres eget og andre menneskers liv.

»Hekse-miljøet er derfor gennemsyret af moralske retningslinjer. For eksempel siger de: ’Alt, hvad du gør, skal komme trefoldigt igen’ – altså, det, du gør, vil også ramme dig selv,« fortæller Anne Mia Steno.

citatHeksene er gartnere, historikere, tømrere, numerologer, sygeplejersker og konsulenter. Moderne hekse bor ikke i afsides skovhytter.
– Anne Mia Steno

I middelalderen mente man, at der fandtes sort magi og hvid magi. Den sorte magi blev brugt til at udføre onde gerninger – bringe sygdom og død. Den hvide magi blev brugt til at gøre gode ting – helbrede syge.

Men moderne hekse mener, at middelalderen havde et forenklet syn på magi.

»De moderne hekse ved, hvor svært det er at overskue magiens konsekvenser. De taler derfor om, at magi altid befinder sig i en gråzone. Selvom en heks vil gøre noget positivt, kan det nemt føre til noget negativt,« siger Anne Mia Steno.

’God’ magi kan føre dårligt med sig

En heks har fortalt, hvordan hun lavede et ritual for en veninde. Ritualet skulle bringe held ved en jobsamtale. Veninden fik jobbet. Men selvom det var godt for hende, var det en negativ nyhed for alle dem, der ikke fik arbejde.

»Der går også historier om, hvor galt det kan gå, hvis man bruger magi til at tiltrække den, man er forelsket i.«

»Det kan vise sig, at man i virkeligheden er som hund og kat. Men når man er knyttet sammen med et magisk bånd, kan man alligevel ikke give slip på hinanden. Den slags historier fungerer som en form for moralske rettesnore. De maner til besindighed og overvejelse af de langsigtede konsekvenser,« fortæller Anne Mia Steno.

I dag vælger man selv at være heks

De nutidige hekses bekymringer er grundlæggende nogle helt andre end dem, de historiske hekse havde. I 1400-tallet risikerede heksene at blive brændt på bålet for anklager om sex med djævelen.

’Heks’ var derfor et forfærdeligt stempel, man helst ville undgå. I dag vælger folk selv at blive ’hekse’, fordi det hjælper dem med at håndtere det travle, moderne samfund.

Artiklen ’Parallelle verdener – magisk og rituel praksis blandt moderne hekse i Danmark’ er publiceret i det nye nummer af det peer-reviewede tidsskrift Kulturstudier.

Projektet er en del af Danske Folkemindesamlings tema om tro og magi i hverdagen, som kører indtil 2014.