Årets fedeste fuldmåne.

Årets fedeste fuldmåne

1. maj 2012 kl. 13:37 0 kommentarer

I den kommende weekend får vi årets fedeste fuldmåne. Månens afstand til Jorden vil nemlig være den mindste i hele 2012.

Emner: 
Af: Michael Linden-Vørnle, Tycho Brahe Planetarium

Fuldmånen tæt ved horisonten. (Foto: Rychlik)

På søndag, 6. maj, kl. 05:35 dansk sommertid, har vi fuldmåne.

Da Månens afstand til Jorden samtidig er den mindste i hele 2012, kommer vi natten mellem lørdag og søndag til at opleve en fuldmåne, der er lidt større end normalt – hvis altså vejret tillader.

Månen vil dog ikke være så meget større, at det direkte kan ses med det blotte øje.

Månens afstand til Jorden varierer

Månens afstand til Jorden er i gennemsnit 384.400 km, men den kredser ikke om Jorden i en helt cirkelrund bane. Afstanden til Jorden varierer med ca. 50.000 km.

Det betyder en forskel på Månens tilsyneladende størrelse på himlen på ca. 15 procent og en forskel i lysstyrke på mere end 30 procent.

Søndag vil afstanden mellem Jorden og Månen komme ned på 356.954 km. Det sker kl. 6 dansk sommertid – altså kun ca. en halv time efter fuldmåne.

Ekstra fed måne pga. måneillusion

Fuldmånen vil altså være ekstra fed, når den står op lørdag 5. maj i sydøstlig retning omkring kl. 20:30.

Her vil der være god mulighed for at opleve den såkaldte måneillusion: Det forhold, at Månen ser større ud tæt ved horisonten, end når den står højt på himlen.

Måneillusionen er dog udelukkende et synsbedrag, der som udgangspunkt ikke har noget med Månens afstand til Jorden at gøre. Men når fuldmånen faktisk ER lidt større, vil det i hvert fald ikke gøre effekten mindre.

Få også øje på Saturn og Spica

Hvis du lørdag aften kaster et blik på den fede fuldmåne, så vil du også få øje på planeten Saturn.

Omkring midnat vil Månen og Saturn stå i sydlig retning med Saturn nordvest (over og til højre) for Månen i en afstand, der svarer til bredden af en hånd med spredte fingre i udstrakt arm (ca. 20 grader).

Under Saturn ses en stjerne, der er næsten lige så klar som ringplaneten. Det er stjernen Spica, der er den klareste i stjernebilledet Virgo (Jomfruen).