Nøkkeroser/Åkander. Tropiske/Hårdføre. En kort præsentation af: Palle Holm Hansen.

Fremhævet

Familie Nymphaeaceae

 

Taxonomy. (Taksonomi).


Familien Nymphaeaceae (Åkandefamilien), indeholder disse slægter: Nymphaea (Nøkkeroser). Nuphar (Åkander).  Victoria. Euryale. Barclaya. Ondinea.

Euryale. Barclaya. Ondinea, vil ikke blive omtalt her.

Nelumbo ((Lotus) stavet med u), er nu flyttet til sin egen familie Nelumbonaceae.  Nelumbo, som f.eks. Nelumbo nucifera kendes på store blade og blomster højt over vandfladen. 

Victoria, som f.eks. Victoria amazonica, er de planter, vi kender med kæmpestore blade (en til to meter), med høj kant.

Nuphar (Åkander), som f.eks. Nuphar lutea, er  planter, vi kender fra bl.a. danske søer og vandløb. Bladene grønne, og lidt aflange. Blomsten er forholdsvis lille og gul.


Slægten Nymphaea (Nøkkeroser).

Nymphaea (Nøkkeroser),er de planter, vi (normalt) køber og dyrker i havedammen. De findes groft sagt i to forskellige typer, de hårdføre og de tropiske.

De hårdføre nøkkeroser (de fleste kalder dem fejlagtigt åkander) klarer en dansk vinter. Nogle er meget hårdføre, men andre kan være lidt sarte.
Nøkkeroserne dyrkes i havejord, med en vanddybde fra 0-80 centimeter.
Bladene er almindeligvis runde, røde til grønne.
Blomsterne har mange kronblade, fra nogle få til over hundrede, og findes i farver fra hvid, gul. rosa, pink og rød plus nogle, der skifter farve fra dag til dag. De fleste har en behagelig duft og en del en særdeles behagelig duft. Den enkelte blomst er normalt åben i fire dage, åben om dagen men lukket om natten. Blomsten flyder almindeligvis på vandet, dog kan enkelte typer stå fri af vandoverfladen.
Alt efter hvilken art eller hybrid man anskaffer sig, findes de fra ganske små til store. De mindste passer til en 10 liter spand med 5 centimeter havejord i bunden og vand for resten. De største har blade på over 50 centimeter med blomster over 30 centimeter, og er kun egnet til større forhold (2 X 2 kvadrat-meter eller mere).
Hårdføre nøkkeroser blomstrer fra omkring sidst i maj og indtil frost. Hoved-blomstringen er, når det er varmest, omkring juni, juli. Hvis man opretholder lys og varme, vil de blomstre og gro året rundt. De behøver altså ikke en hvileperiode, som beskrevet i nogen litteratur.
Der er endnu ikke blå nøkkeroser blandt de hårdføre.

De tropiske nøkkeroser tåler ikke lave temperaturer, alt efter hvilken art eller hybrid det er. Der er en tendens til at vivipare typer klarer sig bedre ved lave temperaturer. Som de hårdføre typer blomstrer de året rundt, når temperaturen er høj nok. Når temperaturen kommer under ca. 18 grader C., daler blomstringen. Man kan overvintre planterne inden-døre, evt. med lidt lys, og håbe, de skyder igen.
Tropiske nøkkeroser egner sig til lun plads på friland, til vinterhaver og drivhuse.
De tropiske findes i et utal af farver, heriblandt forskellige blå nuancer. Ligeledes varierer de i størrelse fra så små, at de kan gro og blomstre i en lille balje, til planter med store blade og blomster. Næsten alle de tropiske typer rejser deres blomster højt over vandet.
Også de tropiske dufter, nogle endda meget kraftigt.

De tropiske nøkkeroser er yderlige opdelt i to grupper, de dag-blomstrende (lukket om natten), og de nat-blomstrende (lukket om dagen).
Om de nat-blomstrende skal bemærkes, at de af dem, der hedder noget med Nymphaea lotus (stavet med u) i underslægten Lotos (stavet med o), ikke skal forveksles med slægten Nelumbo (Lotus).
Alle tropiske nøkkeroser plantes i det jord, man har i haven, og anbringes på 0-30 centimeters vanddybde.

De planter, der findes i samlingen, vil efterhånden blive præsenteret her på siden.

Ovenstående præsentation af slægten Nymphaea/Nøkkeroser er baseret på undertegnedes egne erfaringer gennem flere års arbejde med planter i slægten Nymphaea.